Med Eva Malling & Sara Futtrup
Sensommervise
Kirsten & Finn Jørgensen
Æbler lyser rødt på træernes grene,
høsten går ind.
Går igennem skoven ganske alene,
stille i sind.
Gyldne farver og sensommerbrise
fylder hjertet med vemodig musik,
går og nynner en sensommervise
fjernt fra byens larmende trafik.
Sommerbrisen danner krusning på søen,
mystisk og sort.
Stæreflokke svæver højt over øen
snart tager de bort….Gyldne farver …..
Duft af brænderøg blandt brunlige bregner,
blåsorte bær.
Stille summen mellem blade som blegner
-aft’nen er nær…Gyldne farver…
Modne rønnebær bag dybgrønne grene
rødt titter frem
Går igennem skoven ganske alene
nu må jeg hjem! ..Gyldne farver…
Marken er mejet
1. Marken er mejet, og høet er høstet,
kornet er i laderne og høet står i hæs.
Frugten er plukket og træet er rystet,
og nu går det hjemad med det allersidste læs.
//: Rev vi marken let,
det er gammel ret,
fuglen og den fattige skal også være mæt://
2. Loen vi pynter med blomster og blade,
vi har georginer og bonderoser nok.
Børnene danser allerede så glade,
alle vore piger står ventende i flok.
//: Bind så korn i krans,
hurra, her til lands
slutter høsten altid med et gilde og en dans://
Det lysner over agres felt
Holstein/ Balslev.
1. Det lysner over agres felt,
hvor sløve plovspand kravle,
det sortner over Store Bælt
med sol på kirkegavle.
2. Velkommen i vor grønsværsstol
blandt grøftens brombærranker!
O, det gør godt at slikke sol
igen på disse banker!
3. Vel rækker høstens solskin kort,
men rønnens bær står røde.
Alleens linde blegner bort,
men vildvinsranker gløde.
4. Vel! Ræk mig da, o efterår,
en gravensten som smager
af bækken ved min faders gård
og mulden i hans ager.
5. Og bag mig, sol, og blød mig, regn!
Jeg plukker mine nødder
og trasker langs et brombærhegn
med plovmuld under fødder.
6. Og det er al den jord jeg har,
og alt, hvad jeg begærer.
Jeg håber, det går an, jeg ta’r,
hvad mine såler bærer
Skybrud
Dy Plambeck/ Marianne Søgaard
1. Oven over træerne
hører jeg et skybrud
min kælder står under vand.
Jeg lægger planker hen
over alt det, jeg har mistet.
2. Nu hvor mørket falder på
ser jeg dig i stuen
i lys fra lampens skær.
Jeg lukker øjnene
for at være lidt alene.
||: Alle de mennesker
jeg har elsket
befinder sig stadig
et sted i mig
et sted i mig :||
3. Natten kommer med en drøm
om at vi går sammen
igennem gaderne.
Jeg lægger planker ud,
men du går ikke over.
4 Byen ligger stille hen
som en fisk med bugen
i forurenet vand.
Jeg lukker øjnene
for at være sammen med dig.
||: Alle de mennesker
jeg har elsket
befinder sig stadig
et sted i mig
et sted i mig :||
Se min Kjole Gunnar
Nyborg Jensen.
Se min kjole, den er grøn som græsset.
Alt hvad jeg ejer, det er grønt som den!
Det er fordi jeg elsker alt det grønne,
og fordi en jæger er min ven…
Se min kjole, den er blå som havet.
Alt hvad jeg ejer, det er blåt som den!
Det er fordi jeg elsker alt det blå,
og fordi en sømand er min ven…
Se min kjole, den er rød som rosen.
alt hvad jeg ejer, det er rødt som den!
Det er fordi jeg elsker alt det røde,
og fordi et postbud er min ven…
Se min kjole, den er hvid som sneen.
Alt hvad jeg ejer, det er hvit som den!
Det er fordi jeg elsker alt det hvide,
og fordi en møller er min ven…
Se min kjole, den er sort som kullet.
Alt hvad jeg ejer, det er sort som den!
Det er fordi jeg elsker alt det sorte,
og en skorstensfejer er min ven…
Se min kjole, den er gul som solen
Alt hvad jeg ejer, det er gult som den!
Det er fordi jeg elsker alt det gule,
og fordi en gartner er min ven…
Se min kjole, den har alle farver.
Alt hvad jeg ejer, det er li’som den!
Det er fordi, jeg elsker alle farver,
og fordi en maler er min ven…
Septembers himmel er så blå
Otto Mortensen 1949 – Alex Garff 1949
Septembers himmel er så blå,
dens skyer lyser hvide,
og lydt vi hører lærken slå
som for ved forårstide.
Den unge rug af mulden gror
med grønne lyse klinger,
men storken længst af lande for
med sol på sine vinger.
Der er en søndagsstille ro
imellem træ’r og tage,
en munter glæde ved at gro,
som var det sommerdage.
Og koen rusker i sit græs
med saften om sin mule,
mens bonden kører hjem med læs
der lyser solskinsgule.
Hver stubbet mark, vi stirrer på,
står brun og gul og gylden,
og røn star rød og slaen blå,
og purpursort står hylden.
Og georginer spraglet gror
blandt asters i vor have,
sa rlg er årets sidste flor:
oktobers offergave.
De røde æbler løsner let
fra træets trætte kviste,
Snart lysner kronens bladenet,
og hvert et løv må briste.
Når aftensolen på sin flugt
bag sorte grene svinder,
om årets sidste røde frugt
den tungt og mildt os minder.
At flyve som et forårsfrø
for sommerblomst at blive
er kun at visne for at dø,
kan ingen frugt du give.
Hvis modenhedens milde magt
af livet selv du lærte,
da slår bag falmet rosendragt
dit røde hybenhjerte.
Fortabt er jeg stadig
Stine Pilgaard/ Katrine Muff
1. Vi mødtes i sne
forblændet af ungdom og uden at se
et virvar af jubel og nysgerrighed
vi mødtes i sproget, et hemmeligt sted
og der går vi hen
igen og igen.
2. Igen og igen
og tonerne blev til et langstrakt refræn
et plot, en fortælling, en popmelodi
godnatsange brudt af sirenernes skrig
vi følte os som
en luftløs ballon.
3. En luftløs ballon
en endeløs sætning, helt kæntret og tom
jeg hjemsøges tit af idéer om flugt
men latteren tegner dit ansigt så smukt
du strækker din krop
mens solen står op.
4. Mens solen står op,
så brygger vi kaffe og drikker en kop
og når vi blir fanget i hverdagens støj
så ruller vi øjne og deler en smøg
så strander vi der
hvor ømheden er.
5. Hvor ømheden er
marcherer vi tappert med velviljens hær
en kærlighed tyndslidt og helt desperat
kun båret af løfterne, stålsat og klart
et dirrende nu
mit søvnige du.
6. Mit søvnige du
mit drama er langt, min fornuft er itu
og når jeg blir bange og når jeg blir vred
så sænk mine skibe og skænk mig din fred
jeg øjner en kyst
og snart blir det lyst.
7. Og snart blir det lyst
så tag mig for givet, det virker så tyst
fortabt er jeg stadig trods årenes gang
og synger med tak denne kærlighedssang
fordi det sku’ ske
vi mødtes i sne.
Regnvejrsdag i november
Pia Raug/Ebba Munk Pedersen
Jeg vil male dagen blå,
med en solskinsstribe på,
vælge lyset frem for skyggen,
gi’ mig selv et puf i ryggen,
tro på alting selv på lykken.
Jeg vil male dagen blå.
Jeg vil male dagen gul,
solen som en sommerfugl,
sætter sig på mine hænder,
alle regnvejrsdage ender,
det står maj på min kalender.
Jeg vil male dagen gul.
Jeg vil male dagen rød
med den sidste roses glød,
jeg vil plukke kantareller,
løvetand og brændenælder,
leve i dét nu, der gælder.
Jeg vil male dagen rød.
Jeg vil male dagen grøn,
dyb og kølig flaskegrøn,
sætte tændte lys i stager,
glemme rynker, dobbelthager,
håbe på mit spejl bedrager.
Jeg vil male dagen grøn.
Jeg vil male dagen hvid,
nu hvor det er ulvetid,
købe franske anemoner
for de sidste tyve kroner,
lytte til Vivaldis toner.
Jeg vil male dagen hvid.
Jeg vil male dagen lys,
Strege ud og sætte kryds.
Jeg har tusind ting at gøre,
Klokken elleve-femogfyrre,
Blev november hængt til tørre.
Jeg vil male dagen lys.
I Danmark er jeg født
HC Andersen / Poul Schierbeck
I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme,
dér har jeg rod, derfra min verden går;
du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.
Du danske, friske strand,
hvor oldtids kæmpegrave
står mellem æblegård og humlehave.
Dig elsker jeg! Danmark, mit fædreland!
Hvor reder sommeren vel blomstersengen
mer rigt end her ned til den åbne strand?
Hvor står fuldmånen over kløverengen
så dejligt som i bøgens fædreland?
Du danske, friske strand,
hvor Dannebrogen vajer
Gud gav os den – Gud giv den bedste sejer!
Dig elsker jeg! Danmark, mit fædreland!
Du land hvor jeg blev født hvor jeg har hjemme
hvor jeg har rod, hvorfra min verden går,
hvor sproget er min moders bløde stemme
og som en sød musik mit hjerte når.
Du danske, friske strand,
med vilde svaners rede,
I grønne øer, mit hjertes hjem hernede!
Dig elsker jeg! Danmark, mit fædreland
Nu hvor mørket er så tæt
Tekst/ Mel: Sara Futtrup/ Mads Granum
Nu hvor mørket er så tæt
Jord og himmel går i et
Mellem skovens gamle træer
Ser vi månens blege skær
Lad os gå med stille sind
Mærke skoven sive ind
Der er intet vi skal nå
Her er vi så ganske små
Anemoner lyser hvidt
vinden hvisker stille blidt
blade knaser når vi går
hjertet op til himlen når
Store smukke egetræer
Strækker armene til vejrs
træet gir’ sig knager tørt
hvad har det mon set og hørt?
Skovens hjerte banker her
I et kirkehvælv af træer
ved en sø så dyb og skøn
sender jeg en stille bøn
Vem kan segla förutan vind
folkevise
1. Vem kan segla förutan vind?
Vem kan ro utan åror?
Vem kan skiljas från vännen sin
utan att fälla tårar?
2.Jag kan segla förutan vind,
jag kan ro utan åror,
men ej skiljas från vännen min
utan att fälla tårar?